Om Mandø

Vadehavsøen Mandø
Mandø er nok en af Danmarks fredeligste øer og har derfor ikke mange lighedspunkter med de andre ferieøer langs Vadehavet. At Mandø har fået lov at forblive næsten uberørt af turismen skyldes tidevandet, for ved højvande er øen uden for trafikal forbindelse til omverdenen.

Mandø er som den eneste ø i det danske vadehav beskyttet af et havdige næsten hele vejen rundt om den 8 km2 lille ø. En enkelt klitrække på øens højeste punkt giver indbyggerne i Mandø by beskyttelse mod havet fra vest.

Mandø omtales første gang i 1231 og var da ejet af kongen. I 1741 købte beboerne øen på en auktion. Dengang var skibsfart hovederhvervet for mændene, mens kvinderne tog sig af landbruget. i 1890 havde øen 262 indbyggere, i dag kun omkring 70.

Gåtur på vaden

Den anden mulighed for at komme til Mandø er via låningsvejen, der er en lav grusvej anlagt i Vadehavet. Den oversvømmes normalt to gange i døgnet af tidevandet. Mandø Brugs oplyser om tidevandstiderne.

Mandø rundt på cykel
På Mandø er der gode muligheder for vandre- eller cykelture, hvorved man får et indtryk af øens særlige natur og dyreliv. Farvede pæle langs vejene markerer 6 forskellige ruter, og såvel farve som længde på hver rute er angivet på kortet. Det kan ikke anbefales at cykle ad Låningsvejen til Mandø. Der betales for at medtage cykel i Mandøbussen. De følgende numre henviser til kortet.

Kort over cykel- og gangruterne på Mandø

Vi har her valgt at beskrive den længste rute (sort, 10km), som starter i Mandø bu og går øen rundt. Der kommer kun sjældent biler på ruten, og havdiget giver samtidig god læ. Det meste af vejen er asfalteret, og turen tager 1-2 timer (afhængigt af pauser undervejs).

Inden man starter cykelturen, bør man "bestige" den højeste klit lige ved siden af stormflodssøjlen. Her er der mod sydvest udsigt til Danmarks største ørken, højsandet Koresand. Det ligger over middelhøjvande og er gennemskåret af prieler på kryds og tværs. Mod syd ses Rømø og mod nordvest Fanø. Cykelturen går nu fra Mandø by mod nord forbi den gamle mølle (10). Umiddelbart efter drejer man til venstre ad det sandede hjulspor, som fører op over bydiget. Et stykke inde på dette dige ligger

Riberampen (3), som er kørselsvejen (asfalteret) gennem bydiget bygget i 1887. Rampen kan i tilfælde af stormflod lukkes med planker og sandsække. Nord for bydiget ligger husmandsbrugene fra 1950erne. De blev beskadiget under stormfloden i 1981, da vandet ødelage både hav- og bydiget. Turen går nu videre mod nord langs havdiget, og efter et par minutter har vi "Store Rende" på højre side. Renden løber på tværs af øen og adskilte den nordlige del, Gl. Mandø, fra den sydlige, indtil havdiget blev bygget i 1938.

I det nordøstlige hjørne af øen kommer man til Skællebankerampen (4), hvis navn er udledt af orden muslingeskaller. Oppe på diget kan man ved lavvande se blåmuslingebanker nogle km ude i østlig retning. Mod nordøst, i retning af møllerne i Tjæreborg (på fastlandet), findes en stor sælbanke med op til hundrede sæler i ynglesæsonen - den kan dog kun ses i godt vejr og ved lavvande. Sælerne skal have fred på ynglebankerne indtil august, da sælunger skal tage op til et kilo på om dagen i de første fire uger af deres levetid for at kunne klare sig gennem vinteren. Ved Skællebankerampen ligger også øens nordligste klæggrav; her er der i ynglesæsonen rugende edderfugle, svartbag m.fl. På den videre tur bør man stoppe op og gå på havdiget ved overkørslen ind til fastlandet. Forlandet her vokser stadig mod øst, og i ynglesæsonen kan man se strandskader, klyder, terner og en stor koloni af hættemåger. Fuglene har lært, at de med fordel kan søge ind i det indhegnede område, som ligger højere end resten af forlandet. Indhegningen giver dem beskyttelse mod fårene, der i tilfælde af højvande altid vil søge mod højreliggende områder og derved risikere at lægge sig på fugleunger og æg.

Ved slusen (5) går drænvandet ud i havet, og her er "Store Rende" (se pkt. 3) nået om på østsiden af Mandø. Slusen er halvautomatisk, og højvandet lukker selv portene. Fra havdiget ved slusen kan man i retning af Vester Vedsted kirke på fastlandet se en mindre sælbanke med 5-12 sæler ret tæt på (ses kun ved lavvande). Østerdyb ud for slusen er den gamle sejlrende ind til Ribe, og ved lavvande kan man se vaderne på fastlandssiden. Ved slusen ses ofte store mængder strandskader, knortegæs og edderfugle. Undervejs fra pkt. 5 til 7 møder man nogle udvidelser af fyldegraven bag diget. Disse er opstået, hvor diget ikke holdt under stormfloden i 1981. En vandstand på 4,11 m på indersiden af diget, det meste af øen dækket af vand og hundreder af druknede får gjorde 1981-stromfloden til en af de værste i Mandøs nyere historie. Lige før bydiget kan man ad den gule rute gøre en afstikker ind til

Mandøs "wheele" (6), en betegnelse man flere steder langs vadehavskysten bruger for stormflodshuller. Diget er her bygget rundt om et hul, som blev lavet af stormfloden i august 1923. Kornet var endnu ikke høstet, hvorved vinterfoder og afgrøder blev totalt ødelagt. Det salte havvand forblev på området og ødelage jordens dyrkningsværdi i flere år. I ynglesæsonen skal man færdes forsigtigt omkring hullet, da her ruger mange edderfugle, ligesom rørhøgen ofte har sin rede i sivene.

Her mødes hav- og bydiget igen (7).

Turen går videre til Sønderrampe (8) med udkørsel til højsandet Koresand, som i dag er 30 km2 stort og stadig vokser. I træksæsonen vil man ofte fra denne rampe kunne se store koncentrationer af trækfugle på kanten af Kanensslunde; renden der løber ud i Nordsøen.

Efter et lille stykke på grusvej er vi atter tilbage i Mandø by og kører forbi Kirken (9), der er omgivet af en lav mur. Kirken er i sin nuværende skikkelse opført i 1727. Rensdyrtakkerne på kirkens indvendige sydvæg er fundet i havet vest for Mandø og menes at være 10.000 år gamle. Arealet syd for benyttes som landingsplads for helikoptere såfremt hurtig hjælp fra fastlandet kræves.